Livfuldhed
I kraft af arbejdet med de første tre hjørnesten til jeres parforholdshus, værdsættelse, forståelse og tryghed, er I kommet langt, men der mangler alt det sjove. Denne hjørnesten er mindst lige så vigtig. Livfuldheden i jeres forhold, energien, seksualiteten, latteren og alt det spontane, der skal til, for at I får et godt og solidt parforholdshus. Livfuldheden mellem jer skal derfor have de bedst mulige betingelser.
Når en ADHD-hjerne keder sig, opstår der en tilstand af dopaminmangel, der kan sammenlignes med, at hjernen er ved at falde i søvn. Det opleves, som om man bliver væk, ukoncentreret, fjern og rastløs, og for de fleste er det en ubehagelig tilstand. Lige så snart der sker noget, der virker spændende, sjovt, interessant eller stimulerende på en eller anden måde, vågner hjernen op, og alt det vidunderlige, der kan ske i et forhold, hvor den ene eller begge har ADHD, får mulighed for at blomstre op.
Brug de erfaringer, I allerede har. Hvornår har I haft det sjovt og livfuldt? Hvad lavede I? Hvilke betingelser er til stede, når I er legende impulsive og lette om hjertet i hinandens selskab?
I ved bedst selv, hvad der virker for jer, og hvad der kan få jer til at grine sammen. Tænk tilbage – der kan være tale om stort som småt, f.eks. at høre musik og danse i stuen, dyrke sport sammen, spille brætspil, være sammen med andre, ligge og se sjove film i sengen, massage, sex, koncerter, vandreture, gættelege, bade ved stranden, lave mad sammen. Er det svært at komme i tanke om, så husk tilbage til, da I var nyforelskede: Hvad nød I at lave sammen dengang?
Denne livfuldhedens hjørnesten skal næres og plejes, altid være tilgængelig, også når der er svære og måske alvorlige emner at få talt om. Når en samtale har været for alvorlig for længe og opleves som ’noget, jeg har hørt før’ eller slet og ret bliver for kedelig, stempler ADHD-hjernen ud. Så er der tid til et sceneskift, uanset om I blev færdige og fandt en løsning eller ej. En hjerne, der er gået død, skal have en pause. Det er tid til at få fyldt noget på, der opleves som sjovt, overraskende eller interessant.
Øvelse: Livfuldhed i hjemmet
- Skriv alle de ting ned, der kan få jer i godt humør og som gør, at I løsner op, griner, fjoller, leger, bliver erotisk opstemte osv.
- Vælg de forslag ud, I kan udføre i jeres hjem.
- Skal der remedier til (et bestemt spil, musik …), så hav det lige ved hånden.
- Udvid listen, efterhånden som I kommer i tanke om flere ting.
Løbende: Den, der tager initiativ til noget, der virker, vinder hver gang en præmie – hvad kunne det være?