Imago parterapi, psykoedukation og hjemmeøvelser

Første gang I kommer i parterapi hos mig, vil jeg hjælpe jer med at afdække, hvilke udfordringer der fylder I jeres forhold.

Det kan både handle om de udfordringer, der typisk viser sig i forhold, hvor den ene eller begge har ADHD, og om andre udfordringer, I hver især oplever i jeres parforhold, og som muligvis ikke har noget med ADHD at gøre.

Sammen skaber vi et overblik over, hvad I gerne vil arbejde med. Og det kan sagtens ændre sig undervejs i forløbet.

Jeg arbejder både med  psykoedukation, Imago parterapi og hjemmeøvelser.

 

Psykoedukation

Psykoedukation vil give jer en større indsigt i, og forståelse af, de bagvedliggende ADHD-udfordringer, der måtte være på spil, og hjælpe jer med sammen at finde konkrete tiltag, der kan løsne op for de problemstillinger, I bøvler med.

Samtidig hjælper jeg jer med at kommunikere om mulige løsninger og tiltag på en måde, hvor I føler jer trygge, og hvor I hver især oplever at blive hørt og forstået af jeres partner.

De problemstillinger, der har med ADHD at gøre, vil typisk være afledt af ADHD-partnerens udfordringer i forhold til nogen af følgende funktioner:

  • De eksekutive funktioner (struktur, orden, planlægning, tidsopfattelse og prioritering)
  • De kognitive funktioner (opmærksomhed hukommelse, koncentration og fokus)
  • Følelsesregulering (impulsivitet, store følelsesmæssige og energimæssige udsving)

Uanset hvad der særligt kan skabe problemer i jeres forhold, kan udfordringerne have medvirket til en ubalance i forholdet, hvor den af jer, der har ADHD, oplever sig kritiseret, kontrolleret eller utilstrækkelig, og den af jer, der er partner til en med ADHD, kan opleve afmagt, udmattelse og ensomhed for nu bare at nævne nogle typiske reaktioner og følelser i parforhold med ADHD

Mennesker med ADHD har hver især deres individuelle cocktail af udfordringer, og selv om nogle af dem kan virke begrænsende eller svære at deale med for den enkelte, behøver de ikke nødvendigvis give problemer i parforholdet.

Sammen afdækker vi, hvad der fylder for jer, og hvad der er på spil i en ADHD-hjerne, der kan gøre det så vanskeligt f.eks. at bevare opmærksomheden på noget, der virker kedeligt, holde impulsiviteten i ave, eller hvad der nu er på spil for jer.

Når vi ikke helt forstår, hvorfor noget er svært for den anden, tyr vi meget let til vores egne forklaringer – og disse forklaringer kan få en negativ hældning (f.eks. ”Du er ligeglad med mig” eller ”Du gider bare ikke rydde op”). Hvis vi tænker sådan i forhold til vores partner, bliver det op ad bakke sammen at finde gode holdbare løsninger på konkrete problemstillinger.

Hvis I derimod begge to forstår og anerkender udfordringerne på et dybere plan, åbner hjernen op til mere kreative og brugbare løsninger. Tiltag, der sandsynligvis skal justeres over tid, men som åbner op for, at I samarbejder i stedet for at gentage de samme konflikter.

 

De fire hjørnesten

Som en del af psykoedukationen vil I drypvis lære om de fire hjørnesten, der giver et godt fundament for et forhold med ADHD: Tryghed, Værdsættelse, Forståelse og Livfuldhed.

I vil få indblik I, hvordan I kan styrke alle fire hjørnesten og sammen finde frem til, hvad der vil fungere for jer.

Læs eventuelt mere om de fire hjørnesten under ‘Inspiration‘ eller mere uddybet i min bog ”Parforhold med ADHD”, der kan købes her. 

 

Imago parterapi

Imago er det latinske ord for “billede”. Imago refererer til de billeder, vi har med os fra vores barndom. Dvs. vores tidligste erfaringer, følelser og forestillinger, som vi har overtaget som normer fra vores forældre og andre omsorgspersoner.

​Imago parterapi er en terapiform, der kan bruges generelt i forhold til alle menneskelige relationer. Det sker ved hjælp af en styret dialog, der er selve kernen i metoden, hvor fortælling, spejling, anerkendelse og indlevelse er de vigtige elementer til at skabe en indbyrdes forståelse og dermed accept af forskelligheder og ligheder.

Fra fødslen og gennem hele livet har vi brug for andre, der kan lytte nærværende og hjælpe os til at genopdage os selv. Den måde, vi bliver set og spejlet på af andre betydningsfulde mennesker i vores liv, er med til at skabe vores fornemmelse af, hvem vi er.

Det er denne ret eventyrlige oplevelse af at blive set, spejlet og komme til live, mange af os forbinder med det intense møde, vi kalder forelskelsen.

Det ubevidste parforhold

Når mennesker møder hinanden, forelsker de sig ofte i egenskaber og færdigheder, de selv savner at kunne udfolde. Det er fordi, vi alle har en ubevidst længsel og stræben efter helhed, vækst, udvikling og glæde.
Når forelskelsen efter kortere eller længere tid fortoner sig og hverdagen indtræder, vil de selv samme egenskaber ofte være årsag til frustrationer og magtkampe, hvor begge begynder at opdage, at det, den ene har let ved, f.eks. evnen til at fylde, kan være det, den anden har svært ved at rumme. Og hvor det forholder sig omvendt med evnen til at holde sig tilbage.
I denne fase begynder de to partnere  at såre hinanden. Og det sker ofte på samme måde, som man selv i barndommen blev såret af sine forældre.

En trang til at lave lidt om på sin partner, udtrykke kritik og lægge afstand til partneren dukker op til overfladen, og dermed har utrygheden sneget sig ind i forholdet. Når vi mærker utryghed, tyr vi til overlevelses- og beskyttelses-strategier, der igen svækker kontakten mellem os. Denne kamp kan vise sig på mange måder, men uanset hvordan den udtrykkes, er I to ikke rigtig på samme hold længere. I kæmper alene og hver for sig.

Det kan der gøres noget ved.

Denne “magtkamp” er en helt logisk og uundgåelig fase på vejen hen imod det bevidste, modne kærlighedsforhold. Her er der plads til, at vi er forskellige, har forskellige behov og udtrykker vores følelser forskelligt. Der er både plads til vores autonomi og tilknytning. Det er trygt, livfuldt og fyldt med gensidig værdsættelse, og I vil opdage, at der stadig er en rigtig god grund til, at netop I to valgte hinanden.

Det bevidste parforhold

Imago parterapi tilbyder parret en række strukturerede dialoger. Formålet med denne struktur. er at skabe plads til, at begge parter for en stund kan lægge sit eget perspektiv til side for virkelig at lytte til det, ens partner fortæller og beskriver. Når vi virkelig lytter, spejler og anerkender den andens virkelighed, opstår der kontakt.

Den strukturerede dialog giver parret mulighed for at tale sammen på en anden måde, end de plejer – og når vi gør noget andet, sker der noget andet.
Et eksempel kan være, at når den, der fylder meget, giver sin partner god plads til at udtrykke sig, sker der en forandring og udvikling for begge. Den, der plejer at fylde mest med sine ord og væremåde, kommer til at lære det, han/hun har brug for: nemlig at holde sig tilbage og lytte. Den, der plejer at holde sig tilbage, lærer i højere grad at mærke og beskrive sine følelser og behov.
På den måde får parret en mulighed for at se hinanden som to adskilte individer med forskellige behov og for at komme i kontakt med, hvad de virkelig længes efter.

Parterapi handler grundlæggende om at finde nøglerne til hinandens låse, så I begge kan finde ud af at være jer selv og trives sammen. For at det skal lykkes, skal begge parter have lyst til:
⦁ at opdage, hvem du selv er
⦁ at opdage, hvem din partner er
⦁ at opdage, hvad du selv har brug for
⦁ at give det, den anden længes efter. Mange gange er det, du skal give til din partner, noget, du selv har svært ved, men som du har brug for at lære i dit eget liv.

Det unikke ved denne parterapiform er, at I lærer at føre en struktureret dialog. Det giver stor tryghed, og I får mulighed for at opleve jer hørt, forstået og respekteret af den hinanden.
Dialogen hjælper jer til at få talt om jeres indbyrdes problemer uden at føle sig angrebet. I vil opdage, at I både bliver mere nysgerrige og forstående i forhold til jer selv og jeres partner. Som en del af pardialogen får I også mulighed for at opdage, hvor og hvordan I kommer til at såre hinanden, og hvordan I fremover langt bedre kan undgå at gøre dette.

På den måde bliver det at gå i parterapi en rigtig win-win situation for jer begge. Der bliver mere plads til, at du kan være dig selv, og til, at I kan dele livet sammen.

Hjemmeøvelser

Vores hjerne er elastisk og i stand til at lære nyt. De mønstre og (automat)reaktioner, den har lært, vil det tage tid at ændre, men I vil allerede efter første session mærke en anden måde at møde hinanden på. Måske på den måde, som har været savnet.​ Men hvis gamle reaktionsmønstre skal erstattes af nye på en varig måde, skal der mere til. Forandring sker drypvis, over tid, og vedholdenhed er afgørende.

Parterapien skal medvirke til, at ny adfærd trænes og vedligeholdes. Forandring skal ske gennem handling. Nye indsigter er ikke nok i sig selv. Vi skal øve os og praktisere det for at lære det.

I min bog ”Parforhold med ADHD” finder I en række hjemmeøvelser, der giver jer mulighed for at opnå en dybere indsigt i jeres parforhold, i jer selv og i hinanden. Samtidig giver øvelserne jer en mulighed for at øve jer i at mødes på en ny, mere åben og lyttende måde. Det kan være både sjovt, spændende og berigende at gå til træning sammen i kunsten at udvikle jeres parforhold.

Afhængig af, hvad der giver mening efter en session, vil jeg gennemgå en af øvelserne sammen med jer og give den med som hjemmearbejde.

Læs mere

Eva Zelander: ”Parforhold med ADHD” Kan købes her:

Harville Hendrix og Helen Hunter: ”Kærlighed og Samliv”

Harville Hendrix og Helen Hunter: ”Kærlighedens alkymi”

Jette Sinkjær Simon: ”Imago – Kærlighedens terapi”

Sue Johnson: “Hold mig”